Når man uddanner sig som klassisk musiker tager man ikke 'bare' en uddannelse, man træder ind i en livsstil! Det er ikke til at forklare folk, der ikke selv er musikere eller fanatiske omkring deres uddannelse/job, hvad det betyder.
Jeg er nu i en alder, hvor samtlige af mine 'ikke-musiker'-venner og mine søskende for længst har købt bolig og tænker/har fået børn. Det er den samme alder, hvor jeg som kvinde er meget bevidst om, at der er en 'expiration-date' på MIT køns forplantnings-evne. Og eftersom jeg allerede som 17-årig blev bevidst om, at jeg en dag vil være nogens mor, så melder spørgsmålet om 'hvornår' sig kraftigt!
Se, som musiker- hvis man vil dette her på et professionelt plan, så er man nødt til at fokusere 100% på at dygtiggøre sig og senere hen 'sælge' sig! Man satser hele sin ungdom på, at blive dygtig nok!! Konkurrencen er så hård og uddannelsen så krævende- fysisk, psykisk, tidsmæssigt -at der ikke er plads til andet! Familie, venner, fritidsinteresser, sociale aktiviteter udenfor studie-miljøet må vige i en årerække.
-særligt hvis man vælger at tage sin uddannelse i udlandet! Der møder man ikke lige sin familie og etablerede omgangskreds til en kop kaffe mellem to gøremål.
Man kan naturligvis godt 'have et liv', det kræver bare meget arbejde... Og særligt sangere er nødt til, at få nok søvn, passe på kulde/varme-forhold, alkohol osv fordi de ikke kan lægge instrumentet derhjemme og holde fri...
Så når man som ca 20-22 årig starter sin 6-årige uddannelse, har man travlt nok. Og derefter følger en årelang 'salgskampagne', hvor man,(hvis man ikke er en af de heldige, der er blevet båret igennem af et navn, man har arvet eller der kender én godt) skal investere endnu mere tid og også penge på, at 'få et navn'. Og så er man pludseligt omkring de 29-35 år gammel, har ingen penge endnu, måske ikke fundet en partner, ingen børn osv.
For mange (særligt piger) indtræder der her en krise. 'Alle har etableret sig, og jeg leder stadig!'-krisen.
Her skal man huske på, tror jeg, at det at være musiker, er noget helt andet end at læse til tandlæge/sygeplejerske/folkeskollærer... etc. Det er en meget længere process, fordi man selv skal skabe sine Jobs, og fordi det kræver så meget tid og personlig udvikling! Vi skulle gerne kunne forstå alt det mennesker er i stand til at føle/tænke/opfatte/gøre alene og med hinanden! Det lærer man bare ikke på et par uger... Og så skal vi også lære at formidle det, så folk kan identificere sig med det! Og så skal vi også lige kende til markedsføring og finde en plads til vores egen måde at udtrykke os, i et hvirvar af stimulerede medier og underholdning.
Ingen nem opgave!
Så nej, vi -musikerne- får i reglen ikke et 'normalt' liv. Vi er nok lidt forsinkede på nogle områder, så vi skal være glade for, at vi lever i en tid, hvor 40 år er ungt, og hvor vi trods alt KAN få børn i en høj alder!
Så er det bare et spørgsmål om, at 'komme igennem nåleøjet'. -for det helt absurde er jo, at vi går alt dette her igennem og knokler og betaler prisen, UDEN GARANTI!
Jeg er én af de heldige, som nu kan leve af mit fag (så længe det varer- så længe der er bud efter mig og jeg selv finder på nye idéer, der tiltaler publikum). Men mange, og en dag også jeg, kan ikke leve af det, trods en massiv indsats!
Så hvorfor? Hvorfor satser man?
Det er nok en blanding af, at man starter før man ved, hvad det kræver... Og så at man ikke kan lade være! Det er så meget en lidenskab, at et liv uden dette 'drug' er tomt og meningsløst! Og det ER et fantastisk erhverv! For mig, er det det hele værd! Alle op/nedture, alle kriser, personlige kompromisser- det hele!
Men nu står jeg også et sted, hvor jeg kan spørge mig selv; 'hvornår skal du have børn'?
