søndag den 25. november 2012

...en lille sang

Mel: "Bondemanden han har altid travlt"

Op'rasanger'n hun har altid travlt
med sit freelancejob!
Hver gang hun vil ta' et lille hvil,
er der tusind ting at gør':

Rollerne skal læres
så hun ikke blir til grin!
Stemmen, den skal trænes
ellers lyder der kun hvin!

Op'rasang'ren...

Jobsene skal findes,
så hun kan få LIDT i løn,
Rejserne skal bookes,
til auditions, jobs og hjem,

Mails -det skal der skrives
til agenter, her og der,
og til op'rahuse, med
engelsk og tysk CV'er

Op'rasangren hun har altid travlt...

Hjemmesid'n skal opdater's
med Foto, News og Jobs,
Interviews skal gives
så man er med på de blogs!

Slåskampen skal tages
når hun skal betale skat,
Selvom hun jo allerede
har betalt det pjat!

Op'rasangren hun har altid travlt...

Regnskabet skal laves
i et excel-regneark,
hvor hun skal forsvare
hver en krone, euro, mark!

Og når hun er træt,
så skal hun være kreativ,
ellers kom der ikke mer'
musik ud af det liv!

Op'rasanger'n hun har altid travlt...

Hun skal få idéer
som kan toppe Hollywood,
ellers kan hun regne med,
at støtten den er slut!

Hun skal skrive ansøgningerne
på fint brevpapir
Kunstforening, fonde, ja
til alle og enhver!

Op'rasang'ren hun har altid travlt...

Hun skal være lækker,
slank og smidig som en kat!
Synge som en engel,
ellers kaldes hun et skvat.

Familie-fester, jul og påske
det kan hun godt dropp'!
-Ellers bli'r hun arbejdsløs
Og syg? Så' hun et flop!

Op'rasanger'n hun har altid travlt...

Og når hun bli'r gammel
er der ikke no'en pension,
Kun hvis hun er heldig
eller sparer hver en kron'.

Heldigvis får hun respekt
af samfundet idag,
De ved, at hun kæmper hårdt
for operaens sag..

Øh!

Opera er super-hot
og alle elsker det,
Eller var det super-NOT
og bare helt passé?

Hmm...

Op'rasang'ren hun har altid travlt
med sit freelancejob.
Hver gang hun vil ta' et lille hvil,
er der tusind ting at gør'!

søndag den 21. oktober 2012

"Home sweet home"...

Naar man bor "on the road", er det essentielt at bo et sted, hvor man föler sig hjemme! Jeg havde et fantastisk ophold i Odense! -Det var paa et B&B. Jeg har overvejet, hvad der gjorde dette ophold saa godt! -Det handler meget om, at man faar lov til privatliv, og at der opstaar en gensidig fölelse af, at det sted jeg har lejet, er "mit" i en periode. Dvs der bankes paa, der kommer ikke kommentarer til ens daglige rytme eller rod (medmindre man gör noget imod husreglerne eller ödelägger noget selvfölgelig), man taler som naboer eller bofäller og IKKE som värt/gäst.

Det er selvfölgelig helt op til hver enkelt! Men disse ting betyder en hel del for mit ophold, og for det at kunne bo hjemmfra saa meget og i saa lange perioder. Og heldigvis finder jeg oftest gode steder at bo... Ogsaa ved hjälp af mine kolleger og venner :-)

Living on the road...

Jeg har lavet et lille regnestykke.

Til 1.1.2013 har jeg väret väk hjemmefra i 36 uger ialt -spredt over aarets 52 uger.
Det vil sige, at jeg faktisk kun har väret hjemme i 16 uger, det er ca 4 maaneder.

Hvorfor? Fordi jeg er freelance-sanger. Fordi jeg faar mine jobs i Danmark, Östrig, Japan, Rusland... Hvorfor bor jeg saa i Berlin? Fordi jeg elsker byen, föler mig hjemme og velkommen der. Og ligegyldigt hvor jeg ellers boede, saa ville jeg jo ikke väre mere "hjemme" af den grund.

Hvorfor skriver jeg dette? Fordi der er mange -i som udenfor branchen, der overraskes/forskräkkes af livsstilen, som en freelance operasanger har!

Fordelen ved freelanceren er, at man har den fordel at välge, hvor "hjem" er. Man kan faktisk välge stedet i samraad med sin ägtefälle og familie! Det dumme er, at man själdent ER hjemme!

Bliver man "fastansat" i et operahus, saa lever man et andet slags "sigöjner"-liv.. Saa ved man hvor man er og hvad man har -i 1 til maaske 4 aar frem i tiden.
-Men det skriver jeg först om, naar jeg selv er i den situation.

Jeg vil gerne forberede alle unge kolleger, OG deres kärester/ägtefäller paa, at et liv som freelance-sanger ER rutscheture op og ned! Plus-siden, naar man ikke har jobs er, at man er mere hjemme! Plus-siden naar man har jobs er, at man har raad til at betale huslejen!

Mit raad er, at man -i disse moderne tider- sörger for at have god kommunikation ogsaa paa cyber-space! Find ud af, om I kan fungere i deltids-langdistance!

Jeg vil ikke spille klog! Jeg ser bare desvärre mange forliste forhold, baade i mit liv, men ogsaa hos mine kolleger, netop fordi man ikke er rustet til "livet som eller med en operasanger". Det er IKKE et normalt liv, med 8-16, fri hver lördag-söndag, fredags-slik og familiefester. Jobbet prioriteres, naar det er der, og naar det ikke er der, saa leder man efter det!

Man kan sagtens have familie-liv og forhold!! Det er bare op til parret at finde maaden, vejen og tiden. Det er et andet familie-liv end de fleste! Men det ER muligt! Man rykker ved nogle af sine idéer, opfattelser og gränser og samfundets idéer omkring hvad "börn skal have", "et forhold skal väre" og "hvordan man skal leve i hverdagen".
Men det kan ogsaa blive en mulighed for at finde egne veje!

Nu -da jeg sidder i mit midlertidige hjem, et B&B med TV4, körer et program om "romaer" i baggrunden. De har andre traditioner og opfattelser af familie-liv, end "gorger". Alligevel gifter de sig med hinanden paa kryds og tvärs, og finder en fälles vej!
Hvis de kan, saa kan vi ogsaa! ;-)
(Sagt med et selv-ironisk glimt i öjet)

Men jeg kan sagtens snakke! Jeg har en partner i branchen... En, der selv rejser rundt paa job. En, der vil have hjem i samme by som jeg. En, som forstaar vigtigheden af samtale i et forhold. Jeg er en heldig kartoffel!
Önsker blot det samme for ALLE mine kolleger! -at de med deres partner/familie finder ud af en fälles vej mellem karriere og kärlighed!

onsdag den 20. juni 2012

Fête galante

Morten Frank Larsen og Dénise Beck. Foto: Daniel Bødker Sørensen.
I disse dage er Dénise i gang med at indspille Poul Schierbecks opera Fete galante. Sammen med DR SymfoniOrkesteret dirigeret af Michael Schønwandt og med kompetente sangere som Bo Skovhus, Michael Weinius, Andrea Pellegrini, Gert Henning-Jensen m.m. har hun den store rolle som smukt syngende Suzon.
I mandags besøgte flokken en pænt fyldt Tivolis Koncertsal, og her i dagene derpå dukker der flotte anmeldelser op i dagbladene:
Berlingske: 5 ud af 6 stjerner: "...Dénise Beck. En lys pige med himmelsk lys i stemmen."
JP: 5 ud af 6 stjerner: Den unge Dénise Beck brillerede som forelsket Suzon med en sølvglitrende sopran, der fyldte salen."
Politiken: 4 ud af 6 hjerter: "Over for greven var det unge soprantalent Dénise Beck en god oplevelse."

Wow.

mandag den 4. juni 2012

Sonning....



Hej...

Her er et link til Interview og optagelserne med nogle af Sonning-pris-modtagerne.


http://www.dr.dk/TV/se/sonning-talenterne-2-12/sonning-talenterne-2-12-3-3


Ville lige uddybe lidt til interviewet med mig, som jo ellers er et glimrende et af slagsen :-)
Men det kan det godt virke lidt som om, jeg taler om to modstridende ting;
"Man er sanger, naar man har jobs" (af og til) og "at väre sanger, er ikke et job men en livsstil" (hele tiden)...

Det, jeg mener med at "man er sanger, naar man har jobs", er at man som klassisk sanger idag, skal väre glad, naar man kan leve af det! Der er mange dygtige om buddet og ikke saa mange jobs... Og denne branche vil ogsaa gerne have de nyeste stjerneskud! Saa hvis man faar chancen, saa kan man godt regne med, at det kun er for en overgang.

Jeg mener ikke, at man skal opgive haabet, naar man har haft sine " 15 minutes of fame", men blot at jeg er klar over, at jeg er en af dem, der bliver baaret frem lige nu, og om et par aar saa er der andre nye talenter paa tapetet, og saa er jeg igen nödt til at kämpe for jobs og tälle hver en öre og evt supplere med andre bi-jobs igen. Men det er det hele värd! For jeg er lykkelig for, at faa chancen NU for at synge lös og kunne leve af det! -Og jeg ved, at mange af mine kolleger, som er mindst lige saa dygtige, kämper en brav kamp for det samme!

Det andet udsagn; "Sanger er en livsstil" henviser til, at man (med eller uden jobs) altid har sin stemme med sig, og derfor ALTID passer paa den! Den er det vigtigste man har, for den er levebröd, haab og drömme! -Den er det man har at udtrykke sig selv og sin musikalske kunnen med! Mister man den, eller bliver den bare LIDT syg, saa er man pa sk...ren! -Derfor er man meget udsat i almindelige hverdags-situationer, hvor lidt kulde, en lille virus eller andet "almindeligt" kan tage éns levebröd og udtryksmulighed fra én... Saa naar sangere er lidt "hypokondere", saa er der faktisk god grund ;-) -Og naar man ikke lige lever af sangen, saa pröver man jo at finde sanger-jobs, og saa kan man heller ikke lige blive forkölet...

Saa haaber jeg, at det er uddybet, og at I vil nyde musikken i indslaget.


PS Billedet er af Jordi Savall; Sonning-prismodtageren 2012. Ekstremt inspirerende arbejde han laver; han sammensätter sit ensemble af forskellige nationer, der politisk set ikke lader sig forene, men musikalsk gör de!

torsdag den 26. april 2012

'Du kan bare bedre...'

Jeg vågnede op i morges efter et mareridt. En veninde havde været sur på mig, fordi jeg havde mere arbejde end hende. Hun besluttede sig for at gå til frisøren og gøre sig lidt lækker, og så følte hun sig bedre tilpas. Så sagde hun til mig, at hun ikke var vred på mig mere, men var kommet frem til, at jeg nok bare var bedre end hende. Det fik mig til at blive gal, så jeg ruskede i hende og råbte ad hende, at det ikke var fordi jeg var bedre! Det handlede om at gøre noget med det man har og det man kan! Så bankede det på døren, -om Denise Beck havde tid, prøven var startet og alle ventede. Jeg gik ud i en enorm kirke, fuld af publikummer, orkester, kor og en ventende dirigent! Alle klappede jublende, mens jeg fandt min plads... Jeg åbnede noden og tænkte; jeg skulle have lært dette her bedre! Helt svedig og omtumlet vågnede jeg af denne drøm. Der er to meget store pointer i den, som jeg gerne vil dele her; Punkt et, det handler ikke om at være 'den bedste', men om at trodse sin angst for ikke at være god nok! Hvis du ikke satser, kommer du aldrig videre! Og det er dumt ikke at prøve, hvis du er utilfreds med den situation du er i! Vær ærlig, gør det du kan og føler er rigtigt, og hav mod til at trodse din angst for, at det ikke duer! Punkt to, man kommer aldrig til et punkt, hvor alt kører af sig selv! Man kan altid øve mere, gøre mere, lære mere! Trods al anerkendelse i hele verden! Det er godt nok, når publikum kan lide hvad du laver- men det er aldrig perfekt. Det er jo det, der er så fedt ved dette job!! Du kan synge en rolle en milliard gange og stadig lære noget nyt hver gang! Anerkendelse er så skønt! For så gør du ikke bare alt dette arbejde for dig selv, men ved at andre får noget ud af det! Det motiverer en hel del! Samtidig er der bare mere i det, end at høste anerkendelse... Det handler for mig om at lære og prøve at forstå og formidle. Og det vil det nok gøre til jeg dør... Hvilket forhåbentlig er om laaang tid.

søndag den 22. april 2012

'skal du ikke snart have børn?'

Når man uddanner sig som klassisk musiker tager man ikke 'bare' en uddannelse, man træder ind i en livsstil! Det er ikke til at forklare folk, der ikke selv er musikere eller fanatiske omkring deres uddannelse/job, hvad det betyder.

Jeg er nu i en alder, hvor samtlige af mine 'ikke-musiker'-venner og mine søskende for længst har købt bolig og tænker/har fået børn. Det er den samme alder, hvor jeg som kvinde er meget bevidst om, at der er en 'expiration-date' på MIT køns forplantnings-evne. Og eftersom jeg allerede som 17-årig blev bevidst om, at jeg en dag vil være nogens mor, så melder spørgsmålet om 'hvornår' sig kraftigt!

Se, som musiker- hvis man vil dette her på et professionelt plan, så er man nødt til at fokusere 100% på at dygtiggøre sig og senere hen 'sælge' sig! Man satser hele sin ungdom på, at blive dygtig nok!! Konkurrencen er så hård og uddannelsen så krævende- fysisk, psykisk, tidsmæssigt -at der ikke er plads til andet! Familie, venner, fritidsinteresser, sociale aktiviteter udenfor studie-miljøet må vige i en årerække.
-særligt hvis man vælger at tage sin uddannelse i udlandet! Der møder man ikke lige sin familie og etablerede omgangskreds til en kop kaffe mellem to gøremål.
Man kan naturligvis godt 'have et liv', det kræver bare meget arbejde... Og særligt sangere er nødt til, at få nok søvn, passe på kulde/varme-forhold, alkohol osv fordi de ikke kan lægge instrumentet derhjemme og holde fri...

Så når man som ca 20-22 årig starter sin 6-årige uddannelse, har man travlt nok. Og derefter følger en årelang 'salgskampagne', hvor man,(hvis man ikke er en af de heldige, der er blevet båret igennem af et navn, man har arvet eller der kender én godt) skal investere endnu mere tid og også penge på, at 'få et navn'. Og så er man pludseligt omkring de 29-35 år gammel, har ingen penge endnu, måske ikke fundet en partner, ingen børn osv.
For mange (særligt piger) indtræder der her en krise. 'Alle har etableret sig, og jeg leder stadig!'-krisen.

Her skal man huske på, tror jeg, at det at være musiker, er noget helt andet end at læse til tandlæge/sygeplejerske/folkeskollærer... etc. Det er en meget længere process, fordi man selv skal skabe sine Jobs, og fordi det kræver så meget tid og personlig udvikling! Vi skulle gerne kunne forstå alt det mennesker er i stand til at føle/tænke/opfatte/gøre alene og med hinanden! Det lærer man bare ikke på et par uger... Og så skal vi også lære at formidle det, så folk kan identificere sig med det! Og så skal vi også lige kende til markedsføring og finde en plads til vores egen måde at udtrykke os, i et hvirvar af stimulerede medier og underholdning.
Ingen nem opgave!

Så nej, vi -musikerne- får i reglen ikke et 'normalt' liv. Vi er nok lidt forsinkede på nogle områder, så vi skal være glade for, at vi lever i en tid, hvor 40 år er ungt, og hvor vi trods alt KAN få børn i en høj alder!

Så er det bare et spørgsmål om, at 'komme igennem nåleøjet'. -for det helt absurde er jo, at vi går alt dette her igennem og knokler og betaler prisen, UDEN GARANTI!
Jeg er én af de heldige, som nu kan leve af mit fag (så længe det varer- så længe der er bud efter mig og jeg selv finder på nye idéer, der tiltaler publikum). Men mange, og en dag også jeg, kan ikke leve af det, trods en massiv indsats!
Så hvorfor? Hvorfor satser man?

Det er nok en blanding af, at man starter før man ved, hvad det kræver... Og så at man ikke kan lade være! Det er så meget en lidenskab, at et liv uden dette 'drug' er tomt og meningsløst! Og det ER et fantastisk erhverv! For mig, er det det hele værd! Alle op/nedture, alle kriser, personlige kompromisser- det hele!

Men nu står jeg også et sted, hvor jeg kan spørge mig selv; 'hvornår skal du have børn'?