'Du kan bare bedre...'

Jeg vågnede op i morges efter et mareridt. En veninde havde været sur på mig, fordi jeg havde mere arbejde end hende. Hun besluttede sig for at gå til frisøren og gøre sig lidt lækker, og så følte hun sig bedre tilpas. Så sagde hun til mig, at hun ikke var vred på mig mere, men var kommet frem til, at jeg nok bare var bedre end hende. Det fik mig til at blive gal, så jeg ruskede i hende og råbte ad hende, at det ikke var fordi jeg var bedre! Det handlede om at gøre noget med det man har og det man kan! Så bankede det på døren, -om Denise Beck havde tid, prøven var startet og alle ventede. Jeg gik ud i en enorm kirke, fuld af publikummer, orkester, kor og en ventende dirigent! Alle klappede jublende, mens jeg fandt min plads... Jeg åbnede noden og tænkte; jeg skulle have lært dette her bedre! Helt svedig og omtumlet vågnede jeg af denne drøm. Der er to meget store pointer i den, som jeg gerne vil dele her; Punkt et, det handler ikke om at være 'den bedste', men om at trodse sin angst for ikke at være god nok! Hvis du ikke satser, kommer du aldrig videre! Og det er dumt ikke at prøve, hvis du er utilfreds med den situation du er i! Vær ærlig, gør det du kan og føler er rigtigt, og hav mod til at trodse din angst for, at det ikke duer! Punkt to, man kommer aldrig til et punkt, hvor alt kører af sig selv! Man kan altid øve mere, gøre mere, lære mere! Trods al anerkendelse i hele verden! Det er godt nok, når publikum kan lide hvad du laver- men det er aldrig perfekt. Det er jo det, der er så fedt ved dette job!! Du kan synge en rolle en milliard gange og stadig lære noget nyt hver gang! Anerkendelse er så skønt! For så gør du ikke bare alt dette arbejde for dig selv, men ved at andre får noget ud af det! Det motiverer en hel del! Samtidig er der bare mere i det, end at høste anerkendelse... Det handler for mig om at lære og prøve at forstå og formidle. Og det vil det nok gøre til jeg dør... Hvilket forhåbentlig er om laaang tid.