'Du kan bare bedre...'

Jeg vågnede op i morges efter et mareridt. En veninde havde været sur på mig, fordi jeg havde mere arbejde end hende. Hun besluttede sig for at gå til frisøren og gøre sig lidt lækker, og så følte hun sig bedre tilpas. Så sagde hun til mig, at hun ikke var vred på mig mere, men var kommet frem til, at jeg nok bare var bedre end hende. Det fik mig til at blive gal, så jeg ruskede i hende og råbte ad hende, at det ikke var fordi jeg var bedre! Det handlede om at gøre noget med det man har og det man kan! Så bankede det på døren, -om Denise Beck havde tid, prøven var startet og alle ventede. Jeg gik ud i en enorm kirke, fuld af publikummer, orkester, kor og en ventende dirigent! Alle klappede jublende, mens jeg fandt min plads... Jeg åbnede noden og tænkte; jeg skulle have lært dette her bedre! Helt svedig og omtumlet vågnede jeg af denne drøm. Der er to meget store pointer i den, som jeg gerne vil dele her; Punkt et, det handler ikke om at være 'den bedste', men om at trodse sin angst for ikke at være god nok! Hvis du ikke satser, kommer du aldrig videre! Og det er dumt ikke at prøve, hvis du er utilfreds med den situation du er i! Vær ærlig, gør det du kan og føler er rigtigt, og hav mod til at trodse din angst for, at det ikke duer! Punkt to, man kommer aldrig til et punkt, hvor alt kører af sig selv! Man kan altid øve mere, gøre mere, lære mere! Trods al anerkendelse i hele verden! Det er godt nok, når publikum kan lide hvad du laver- men det er aldrig perfekt. Det er jo det, der er så fedt ved dette job!! Du kan synge en rolle en milliard gange og stadig lære noget nyt hver gang! Anerkendelse er så skønt! For så gør du ikke bare alt dette arbejde for dig selv, men ved at andre får noget ud af det! Det motiverer en hel del! Samtidig er der bare mere i det, end at høste anerkendelse... Det handler for mig om at lære og prøve at forstå og formidle. Og det vil det nok gøre til jeg dør... Hvilket forhåbentlig er om laaang tid.

'skal du ikke snart have børn?'

Når man uddanner sig som klassisk musiker tager man ikke 'bare' en uddannelse, man træder ind i en livsstil! Det er ikke til at forklare folk, der ikke selv er musikere eller fanatiske omkring deres uddannelse/job, hvad det betyder.

Jeg er nu i en alder, hvor samtlige af mine 'ikke-musiker'-venner og mine søskende for længst har købt bolig og tænker/har fået børn. Det er den samme alder, hvor jeg som kvinde er meget bevidst om, at der er en 'expiration-date' på MIT køns forplantnings-evne. Og eftersom jeg allerede som 17-årig blev bevidst om, at jeg en dag vil være nogens mor, så melder spørgsmålet om 'hvornår' sig kraftigt!

Se, som musiker- hvis man vil dette her på et professionelt plan, så er man nødt til at fokusere 100% på at dygtiggøre sig og senere hen 'sælge' sig! Man satser hele sin ungdom på, at blive dygtig nok!! Konkurrencen er så hård og uddannelsen så krævende- fysisk, psykisk, tidsmæssigt -at der ikke er plads til andet! Familie, venner, fritidsinteresser, sociale aktiviteter udenfor studie-miljøet må vige i en årerække.
-særligt hvis man vælger at tage sin uddannelse i udlandet! Der møder man ikke lige sin familie og etablerede omgangskreds til en kop kaffe mellem to gøremål.
Man kan naturligvis godt 'have et liv', det kræver bare meget arbejde... Og særligt sangere er nødt til, at få nok søvn, passe på kulde/varme-forhold, alkohol osv fordi de ikke kan lægge instrumentet derhjemme og holde fri...

Så når man som ca 20-22 årig starter sin 6-årige uddannelse, har man travlt nok. Og derefter følger en årelang 'salgskampagne', hvor man,(hvis man ikke er en af de heldige, der er blevet båret igennem af et navn, man har arvet eller der kender én godt) skal investere endnu mere tid og også penge på, at 'få et navn'. Og så er man pludseligt omkring de 29-35 år gammel, har ingen penge endnu, måske ikke fundet en partner, ingen børn osv.
For mange (særligt piger) indtræder der her en krise. 'Alle har etableret sig, og jeg leder stadig!'-krisen.

Her skal man huske på, tror jeg, at det at være musiker, er noget helt andet end at læse til tandlæge/sygeplejerske/folkeskollærer... etc. Det er en meget længere process, fordi man selv skal skabe sine Jobs, og fordi det kræver så meget tid og personlig udvikling! Vi skulle gerne kunne forstå alt det mennesker er i stand til at føle/tænke/opfatte/gøre alene og med hinanden! Det lærer man bare ikke på et par uger... Og så skal vi også lære at formidle det, så folk kan identificere sig med det! Og så skal vi også lige kende til markedsføring og finde en plads til vores egen måde at udtrykke os, i et hvirvar af stimulerede medier og underholdning.
Ingen nem opgave!

Så nej, vi -musikerne- får i reglen ikke et 'normalt' liv. Vi er nok lidt forsinkede på nogle områder, så vi skal være glade for, at vi lever i en tid, hvor 40 år er ungt, og hvor vi trods alt KAN få børn i en høj alder!

Så er det bare et spørgsmål om, at 'komme igennem nåleøjet'. -for det helt absurde er jo, at vi går alt dette her igennem og knokler og betaler prisen, UDEN GARANTI!
Jeg er én af de heldige, som nu kan leve af mit fag (så længe det varer- så længe der er bud efter mig og jeg selv finder på nye idéer, der tiltaler publikum). Men mange, og en dag også jeg, kan ikke leve af det, trods en massiv indsats!
Så hvorfor? Hvorfor satser man?

Det er nok en blanding af, at man starter før man ved, hvad det kræver... Og så at man ikke kan lade være! Det er så meget en lidenskab, at et liv uden dette 'drug' er tomt og meningsløst! Og det ER et fantastisk erhverv! For mig, er det det hele værd! Alle op/nedture, alle kriser, personlige kompromisser- det hele!

Men nu står jeg også et sted, hvor jeg kan spørge mig selv; 'hvornår skal du have børn'?

15 minutes of fame...

Hold op hvor jeg nyder det!
Tänk, at man fik lov til at synge de fedeste steder med de sejeste kolleger! Synes jeg har väret meget, meget heldig! Nyder hvert sekund af min "tid paa toppen"!
Som min bedstemor sagde "Kinder, schafft euch Erinnerrungen!" (Börn, skab jer minder)! Javel, det gör jeg!
Saa om et par aar, naar min tid som dögnflue er forbi, har jeg i den grad rigtig mange forskellige gode minder at tänke paa :-)
Alle de mennesker man möder, alle de steder man ser, alle de roller man synger og musik man pröver at forstaa og formidle! -Af al slags!
Det er for fedt!

Saa er der kun ét haab; at publikum nyder det lige saa meget som jeg! Saa er det fuldendt!

min arbejdsplads for en (sön)dag

- og her er hvad jeg skulle..
(Eller en forsmag)...

Vi optog et interview og lidt sang til et indslag om Sonning-prisen. Jeg var jo den irriternde heldige kartoffel, der modtog penge til uddannelsesrejser til Rom og New York. (realiseres og dokumenteres juni 12 og engang i 2013).

Det var en sjov og intens eftermiddag.

Er nu hjemme i Berlin igen og klar til at sove efter 4 hektiske dage i kbh!

Nat nat

on the way

Her et lille billede fra undervejs tidligt om morgenen... Endnu en tur fra Belrin til Kbh...

Happy Easter...

Sang i den danske kirke i morges og i fredags.
Der er en hyggelig stemning, rare mennesker og generelt bare dejligt at väre.

Tänkte idag paa, hvorfor man kommer/ikke kommer i kirken. Selvfölgelig er der spörgsmaalet om tro. Men derudover... Hvis man tror paa et eller andet, hvorfor saa ikke komme i kirken og väre sammen med andre mennesker, der vil én det godt?

Jeg er naiv, jeg ved det... Det er med vilje.
Og jeg er udlandsdansker og har derfor foikus paa de ting, der skaber samhörighed, fremfor de ting der adskiller og isolerer.

Men ser man lidt enkelt paa det, saa er det jo bare et sted at mödes?

Prästen sagde idag noget meget fint i sin prädiken/tale;
Vi kan selv välge, hvad vi vil med Gud, men Gud vil os.
Og det er vel humlen i det hele?

Vi lever i en verden med frihed til at välge... Synes vi i hvert fald.
Samtidig er verden saa fuld af valg, og af alt det vi skal naa, för vi dör... Saa der er kun plads til at fokusere paa "mig" og "det jeg vil/skal". Men naar vi saa bliver vältet/bremset/sat ud af spil, i kortere eller längere tid, saa er der ikke nogen? Saa kan man da godt tröste sig med, at der er nogen, der har valgt én?

Og det der "näste-kärlighed" handler vel bare om lige at tage sig lidt overskud til hinanden, lige spörge hvordan de andre har det og tage sig de fem minutter til at lytte til svaret... Og ikke tänke "aj, det kan jeg bare ikke overskue"?

Naa, men saa meget om det, det er jo paaske, saa det er vel tilladt at tänke lidt over religion, kristendom, medmenneskelighed og andre spändende elementer fra kirken?

God paaske...