Knæk og bræk...

Nu sidder jeg i toget hjem til Berlin fra Århus. Det har været nogle fantastisk uger med skønne kolleger og sjove forestillinger med Jul på slottet. Det et gået rigtig godt, pånær to små ting...
En madforgiftning umiddelbart før generalprøven, som gav mig en fin navneforandring på holdet! (den står i titlen). Det var dog ovre til premieren, og efterhånden som forløbet med de omtrent 20 forestillinger skred frem, nød jeg det hele mere og mere! Det var nogle skønne kolleger både på og bag scenen. Og det har været et lærerigt forløb med vores instruktør Kim Veisgaard.
Alt tegnede til at det bare skulle gå som smurt og vi kløede på lige til sidste forestilling igår, hvor knæk og bræk så fik en lidt anden betydning.
I den ene af scenerne spiller Valentin på sin bue, der er skåret af et dansetræ. Det får prinsessen til skabagtigt at danse rundt, men dansen fik en speciel-effekt igår, da jeg vred om på foden og faldt ind i juletræet. Det har forhåbentligt set morsomt ud! I hvert fald hoppede prinsessen videre, selvom jeg godt kunne fornemme, at den ikke var helt god i foden.
Nå, men det var sidste forestilling og vi var halvvejs. Hvis man kender showet ved man, at der ikke er mange pauser.. Så først da jeg sad i kongestolen i en scene, kunne jeg mærke at den slet ikke var god i foden. Mens jeg så ihærdigt koncentrerede mig om mine replikker, kunne jeg fornemme den klassiske koldsved på panden.

Som showet skred frem, fik mine kolleger på scenen nys om, at der var noget galt. Så de var flinke til at støtte og hjælpe på alle mulige måder. Så, bortset fra en nervepirrende lang pause, hvor jeg skulle have været på scenen, men sad med en ispose i kulissen, så gennemførte vi den sidste forestilling.

Det var en meget højtidelig dans rundt om juletræet til sidst, i halvt tempo og med en stærk hånd fra kongen, der hjalp mig rundt. Det dejlige publikum klappede ihærdigt, og med hjælp fra min søde prins Valentin fik vi takket med buk.

Tja, jeg fik efter forestillingen mødt operaens søde læge, der anbefalede mig at tage på skadestuen. Med hjælp fra min gode fe, Mette, som var forestillingsleder (og pludseligt sygehjælp, ispose-skaffer og meget mere) kom jeg frem til skadestuen med al bagage, da jeg skulle have været på flyet to timer efter showet!
Og efter at have afbrudt lægens håndboldkamp på TV ( det var ikke populært! Jeg undskylder meget), fik jeg konstateret et brud. Så jeg fik, igen med Mettes hjælp, indkvarteret mig på hotel og bestilt en togrejse hjem idag i stedet.

Morale; man skal aldrig udfordre folk med buer skåret i dansetræ!