Sang i den danske kirke i morges og i fredags.
Der er en hyggelig stemning, rare mennesker og generelt bare dejligt at väre.
Tänkte idag paa, hvorfor man kommer/ikke kommer i kirken. Selvfölgelig er der spörgsmaalet om tro. Men derudover... Hvis man tror paa et eller andet, hvorfor saa ikke komme i kirken og väre sammen med andre mennesker, der vil én det godt?
Jeg er naiv, jeg ved det... Det er med vilje.
Og jeg er udlandsdansker og har derfor foikus paa de ting, der skaber samhörighed, fremfor de ting der adskiller og isolerer.
Men ser man lidt enkelt paa det, saa er det jo bare et sted at mödes?
Prästen sagde idag noget meget fint i sin prädiken/tale;
Vi kan selv välge, hvad vi vil med Gud, men Gud vil os.
Og det er vel humlen i det hele?
Vi lever i en verden med frihed til at välge... Synes vi i hvert fald.
Samtidig er verden saa fuld af valg, og af alt det vi skal naa, för vi dör... Saa der er kun plads til at fokusere paa "mig" og "det jeg vil/skal". Men naar vi saa bliver vältet/bremset/sat ud af spil, i kortere eller längere tid, saa er der ikke nogen? Saa kan man da godt tröste sig med, at der er nogen, der har valgt én?
Og det der "näste-kärlighed" handler vel bare om lige at tage sig lidt overskud til hinanden, lige spörge hvordan de andre har det og tage sig de fem minutter til at lytte til svaret... Og ikke tänke "aj, det kan jeg bare ikke overskue"?
Naa, men saa meget om det, det er jo paaske, saa det er vel tilladt at tänke lidt over religion, kristendom, medmenneskelighed og andre spändende elementer fra kirken?
God paaske...
